Skip til hoved indholdet
    Hjem Velkommen

Velkommen

Her finder du praktiske informationer og andre nyttige oplysninger, når du og dit barn er nye i Lunden.

Vi har erfaret, at en god og tryg indkøring på barnets præmisser, skaber det bedste børneliv i Lunden. Herunder kan I læse, hvordan en indkøring typisk ser ud hos os.

Praktiske informationer

Når du ved, hvornår dit barn skal starte i Lunden, vil vi rigtig gerne, at du ringer til os, så vi sammen kan aftale jeres første dag i Lunden.

Den første tid i vuggestuen, hedder "indkøring" og I som forældre skal regne med, at en god indkøring varer omkring en til to uger – uanset om det tager kort eller lang tid, så er lige ”normalt”.
Indkøring er den første tid i vuggestuen, og de første par dage skal I regne med at være her sammen med jeres barn i cirka en halv til en hel time.

Først efter et par dage kan I sige farvel og gå fra jeres barn i omkring 10 til 15 minutter. Efter cirka en uges tid kan I tale med personalet om, at jeres barn spiser med - og eventuelt sover til middag i vuggestuen.

Ved opstart i børnehaven skal I ligeledes afsætte cirka en til to uger. De første par dage skal I være her sammen med jeres barn. Efterfølgende skal I kunne hente efter omkring 15 til 20 minutter - hvis jeres barn får behov for det.

Praktisk info

  • Alle børn er forskellige, og derfor er ingen indkøringer ens. Husk derfor at være i dialog med pædagogerne på stuen, omkring jeres børns behov og reaktioner i indkøringen, så vil vi forsøge at imødekomme så mange behov som muligt.
    Husk at I altid gerne må ringe til stuen for at høre. hvordan dagen forløber.
  • Tal med personalet på stuen inden I investerer for meget i eksempelvis støvler og flyverdragter. Den første tid i vuggestuen har vi fokus på at skabe tryghed i de små rammer, så der kan gå lidt tid før barnet, introduceres for legepladsens glæder. Det er så ærgerligt at købe for meget overtøj, som barnet når at vokse ud af inden det kommer i brug. I skal også være opmærksomme på, at sko og støvler ikke er nødvendige før barnet kan gå, så spørg endelig inden I køber for meget.

  • Til gengæld er det vigtigt med masser af skiftetøj, der matcher årstid og vejr. Fyld kurven på badeværelset og i garderoben, så vi altid har tørt tøj, eller en varmere trøje at give barnet på.
    Dette er også vigtigt i børnehaven. Man kan komme til at tisse i bukserne - også selvom man længe har været renlig. Men man kan også spilde vand eller mad på tøjet, og så er det trygt for barnet at have sit eget skiftetøj med.
    Husk at tjekke regelmæssigt om tøjet passer barnet i størrelse - og at det passer til årstiden.
    Husk også at tjekke om barnet er ved at vokse ud af regntøj, flyverdragt eller gummistøvler. Regntøj har ingen effekt hvis det stumper i ben eller ærmer.

Sygdom

Når vi eller I skal vurdere, om hvorvidt jeres barn er sygt, er barnets almentilstand vores første og vigtigste pejlemærke. Almentilstanden handler om hverdagsmønstre som appetit, søvn, humør, leg, bevægelse og kontakt. Så længe dit barn ikke er raskt og har svært ved at deltage i almindelige lege samt andre aktiviteter og kræver ekstra pasning, skal det holdes hjemme fra institutionen.

Ved diarre og/eller opkast skal barnet have mindst en symptomfri dag hjemme.

Hvis jeres barn har brug får medicin, kan vi i særlige tilfælde give barnet medicin i løbet af dagen. Dette kræver dog, at al medicin har en label fra apoteket med barnets navn og CPR-nummer på. Der skal også medfølge tydelige anvisninger fra den læge, som har ordineret medicinen.

Fødselsdag

At have fødselsdag er en stor begivenhed. Og hvert barn skal naturligvis fejres.
Fødselsdag i børnehaven plejer at være et hit. Vi pynter op, synger fødselsdagssang og vi har en særlig majestætisk stol, som barnet sidder i på sin fødselsdag.
I er velkommen til at deltage, men vi tager også gerne billeder, som vi lægger på AULA efterfølgende.

I kan enten medbringe lidt lækkerier såsom boller, kage eller frugt, som barnet kan dele ud til vennerne i børnehaven. I skal dog være opmærksomme på, at vi ikke ønsker slik, slikposer eller sodavand til fødselsdage.
Spørg gerne på stuen hvis I har brug for inspiration.

Hvis I inviterer i god tid, er det også muligt at invitere børnene på stuen hjem til fødselsdag. I skal dog være opmærksomme på, at det ikke er alle børn, der ønsker besøg af så mange børn.

Hver morgen mellem klokken 06.30 og 07.30 spiser vi morgenmad med de børn, som har behov og lyst til det. Vi tilbyder et sundt og varieret morgenmåltid som for eksempel havregrød, yoghurt med hjemmelavet müsli eller hjemmebagt brød med smør, ost, eller hjemmelavet syltetøj.

Vi har madordning i Lunden. Og det betyder, at alle børn får frokost hver dag både i vuggestue og børnehave.
Vores køkkendame, Camilla, laver mad i køkkenet, og serverer sunde økologiske måltider med afsæt i dansk madtradition.

I Lunden serverer vi ikke svinekød, og vi tager hensyn til religion og allergier. Dog skal I være opmærksomme på, at hvis jeres barn har særlige allergier, skal vi bruge en lægeerklæring, som skal ligge i køkkenet, så Camilla kender de forskellige til de forskellige hensyn og behov.

Derudover får vuggestuen brød og frugt om formiddagen. Børnehaven får brød eller yoghurt om eftermiddagen.

Børnene i børnehaven skal desuden medbringe en madkasse med blandet frugt og grønt.

Daginstitution Lunden
Gadehavegårdsvej 1 D
2630 Taastrup

Telefon: 43 35 33 42

Pædagogisk leder: Jannick Woythal
E-mail: jannickwoy@htk.dk 

Klyngeleder: Helle Lundstein
E-mail: HelleLu@htk.dk

Mandag - torsdag:
Klokken 06.30 - 17.00

Fredag:
Klokken 06.30 - 16.30

Lukkedage